Velkommen til psykolog Malene

Erfaren psykolog åben for nye klienter
Pilateshuset har fået ny beboer. Psykolog Malene Smith-Hall tilbyder nu samtaleforløb og andre psykologydelser om torsdagen, og hun er ikke kun erfaren i at hjælpe klienterne i sin psykologpraksis, men erfaren i selve livet. 

53-årige Malene Smith-Hall, født og opvokset i Helsingør, har nemlig et levet liv bag sig med en karriere som eksportingeniør, familieliv og flere længere ophold i udlandet. Læg dertil en psykoterapeutuddannelse, som for snart 20 år gav hende de første erfaringer med klientsamtaler og derpå en uddannelse som psykolog.

-Jeg har altid været et menneske, som folk gerne ville tale med – også om meget personlige ting – så jeg tog en psykoterapeutuddannelse i 1998-2003, og begyndte at virke som psykoterapeut i 2006 efter barsel og periode med hjemmepasning. Derpå blev jeg også uddannet psykolog, og det gav mig en bred og solid viden om psykiske problemer, udviklings- og personlighedsforstyrrelser, diagnoser og grænsefladen til psykiatrisk behandling og gav mig indblik i den menneskelige psyke og omfanget af problemer, som mennesker kan have. Alt det trækker jeg på nu, når jeg skal vurdere, hvordan jeg bedst hjælper en klient med de problemer, han eller hun kommer ind ad døren med, og hvornår klienten har behov for anden hjælp i andet tilbud, siger Malene Smith-Hall.

Kompleks PTSD
Ved siden af dagene i Pilateshuset og privat praksis i København, arbejder Malene Smith-Hall som psykolog i TUBA Helsingør, hvor hun behandler teenagere og unge voksne, der er vokset op i familier med misbrug. Hun har derfor stor erfaring med at hjælpe klienter med relationelle problematikker og traumer, fx opstået i en dysfunktionel familie.

– Jeg ved, hvordan verden ser ud, for mennesker, der er vokset op i dysfunktionelle familier. Hvis man som barn eller ung har haft mange oplevelser med fx en far eller mor, der har valgt rusen fremfor sit barn, så står man tilbage med en hel samling af svigt, og selvom det er mange år siden, så kan det sætte spor langt ind i voksenlivet. Det kaldes senfølger eller traumer – og når der er forskellige og komplekse traumer, kaldes det kompleks PTSD fortæller Malene Smith-Hall.


Fotograf: Morten Larsen

Kontaktoplysninger:
Malene Smith-Hall, Autoriseret psykolog og psykoterapeut MPF
Hovedvagtsstræde 1, 1. th., 3000 Helsingør
Ravnsborggade 2, 5., 2200 København N
Tlf. nr. 31667644 (Telefontid onsdage kl. 12:30-13)
www.psykologmalenesmithhall.dk (lanceres senere i juni)

Andre nyheder